|  
     
    Kort info om forsvarlig håndtering af flis 
    Mange
    har sagt, at det er vanskeligt at tilbyde flishugning eller afdækning med
    flis – som en miljøvenlig løsning - og samtidig udføre arbejdet med
    åndedrætsværn. For kunder, der er uvidende om risikoen ved indånding af
    skimmelsvampesporer, virker det måske foruroligende, at der anvendes
    åndedrætsværn. For at undgå misforståelser er her et informationsark om
    flis og skimmelsvampe.   
    Hvis
    du trykker på ”print”, får du et ark, der kan deles ud ved
    arbejdets begyndelse eller vedlægges et tilbud.  
    
    ................................................................................................................................................ 
    Information om skimmelsvampe i
    forbindelse med flisning eller udlægning af flis. 
    Flis
    er et natur-materiale med mange gode egenskaber.  
    Der
    produceres og bruges store mængder flis hovedsageligt til bunddække,
    befæstelse af stier med lavt trafiktryk og til energi. Desuden er flisning
    en god måde at skaffe beskæringsaffald af vejen på.  
    BAR
    Jord til Bord og Skov & Landskab
    har undersøgt gartneres brug af flis. Man ved, at der altid vokser
    skimmelsvampe i flis. Man ved også, at indånding af skimmelsvampe kan
    medføre en lang række helbredsproblemer.   
    Under flishugning
    og udlægning af flis spreder skimmelsvampene deres sporer til luften.
    Gartneren, skovarbejderen eller maskinføreren, der udfører arbejdet, bør
    under visse omstændigheder bruge åndedrætsværn for at beskytte sig mod
    skimmelsvampene.  
    Flis,
    der ligger stille, fx som bunddække, udgør IKKE en fare. Der er ingen
    risiko for skimmelsvampeforurening fra flis, som ligger stille på jorden. Der
    er heller ingen risiko ved at gå oven på flisen.  
    Det er
    således KUN under arbejdet med at hugge og udlægge flisen, at
    koncentrationen af skimmelsvampesporer kan blive så høj, at man bør bruge
    P3 åndedrætsværn. Opholder man sig på afstand af arbejdsstedet, er der
    ingen behov for åndedrætsværn.  
    Ser
    man, at der bruges åndedrætsværn under flishugning eller udlægning er der
    altså ikke tale om, at området ”forgiftes”, men derimod om en
    person, der udfører arbejdet på en arbejdsmiljømæssig forsvarlig måde.  
    Skimmelsvampe
    er en vigtig del af den naturlige nedbrydningskæde. Ofte er skimmelsvampene
    de første, der inficerer et nyt levested. Vi kender alle til brød, der
    bliver ”muggent”, og at marmeladen får ”pels”. Begge
    dele skyldes, at der er skimmelsvampesporer i luften. Lander en spore på et
    egnet levested, spirer den og bliver til en lille svampekoloni, der meget
    hurtigt laver enorme mængder af mikroskopiske sporer. Indånder man sporerne
    fra skimmelsvampe, kan det medføre en lang række gener. Har man tendens til
    allergi, kan skimmelsvampene udløse astma.  
    Denne
    side er hentet fra hjemmesiden 
    www.flisogskimmelsvampe.dk   
    På
    hjemmesiden findes yderligere information om skimmelsvampe i flis. 
           |